The feel Good Way

Sender du ikke lige musikken, så kan jeg da bare gøre det selv

27. marts 2015 / The Feel Good Way

Jeg undskylder, hvis jeg bliver en smule stramtantet i dette her blogindlæg, men jeg syntes det bør siges.

Jeg har været ude og undervise en time med The Feel Good Way. Det var et nyt sted. Jeg kendte dem ikke, men jeg glædede mig selvfølgelig til at skulle møde alle de herlige mennesker og give den gas med en times dans.

De havde også glædet sig. Vi gik i gang. Det gik rigtig godt. God stemning, god energi, god glæde, gode smil på ansigterne.

Jeg spotter ud af øjenkrogen at der er en ansat, som filmer med sin iPad. Faktisk filmer hele tiden.  Det sker ofte – det plejer, at være for at kunne vise enten pårørene eller beboerne det bagefter. Jeg plejer at blive spurgt om det er ok – det blev jeg ikke i dag.

En anden tog noter – hver gang vi var færdig med en sang, skrev hun noget ned på en blok papir. Det undrede mig lidt.

Efter timen kom den skrivene hen til mig og siger: ”Nu har vi filmet det hele, og jeg har skrevet alle trin osv ned, så kan du ikke lige sende navn og kunstner på de sange du har brugt – så kan vi jo bare undervise selv i det fremover”.

Larmene stilhed fra mig. Den skal jeg lige fordøje. Til at starte med er jeg ikke helt sikker på, at jeg har forstået det rigtigt.

Så får fremstammet ”Øhhh hvad mener du?”.

Men hun mener det, som hun siger. Nu har jeg jo lige vist dem hvordan det skal gøres, hun har styr på sine noter, og så kan jeg da lige som en extra service sende musikken til hende, så behøver de jo ikke betale mig mere.

Ok

OK!

Men Nej!

Bare helt og holdent NEEEEEJ!
For nu skal du høre:

Det her handler ikke bare om at få en flok udviklingshæmmede til at bevæge sig. Der er brugt virkelig lang tid på at udvikle konceptet, på at finde den helt rigtige måde, at få det til at virke på. Der er lagt så helt utrolig mange timer i at forfine og udvikle. Måneders arbejde med at skrive manualer, lave online ressourceprogrammer og producere en digital dansetime. Og så har jeg undervist, undervist, undervist og atter underviste for at blive rigtig god til det (i skrivene stund nok over 2500 timer).

Og så er det mit arbejde! Det er mig som har udviklet det her. Der er mange, grundige tanker og metoder bag det, som åbenbart og desværre bare kan opfattes som en form for gak og løjer.

Hvis jeg bare havde lavet det for sjovt, så havde jeg nok bare lagt det ud gratis til fri afbenyttelse. Men det har jeg ikke – jeg har lavet det fordi det manglede, fordi det kan gøre en forskel, fordi det virker, fordi der ikke er noget andet alternativt.

Der er uddannet over 145 instruktører – de har brugt deres tid og penge på at lære hele den grundliggene form og metode bag. De har øvet sig og investeret meget tid og energi i at kunne gøre det godt.

Hver gang vi underviser en time forbereder vi os. Vi skal finde det helt rigtige musik, vi skal planlægge vores time, vi skal transportere os frem til stedet og være der i god tid, vi underviser en time, og vi afslutter bagefter hvorefter vi så kører hjem igen.
Det går der gennemsnitligt 3 timer med. Det skal vi da have løn for.

Jeg kender INGEN, som ville gå på arbejde uden at få løn.

Så må jeg lige bede om lidt respekt.

Jeg låner jo heller ikke lige to pædagogiske bøger af en eller anden, og går ud og kalder mig pædagog.

Det tager lang tid at uddanne sig som pædagog – det har jeg stor respekt for. Det er stort set den samme tid, jeg indtil nu har brugt på at udvikle The Feel Good Way.

Så lad os lige få lidt gensidigt respekt for hinandens arbejde.

*Du må ikke undervise i The Feel Good Way, medmindre du har været igennem et instruktørkursus. Og når du er uddannet må du ikke uddanne andre.