The feel Good Way

Kære Studerende

Kære studerende

Jeg er stolt af, at I er nogle ude i det ganske danske land, som gerne vil bruge The Feel Good Way til jeres opgaver og projekter. Meget stolt.

Men … vil I ikke lige kontakte mig først?

Fra The Feel Good Way (som startede med at hedde GrooveAbilty) trådte sit første dansetrin og nu 6 år efter er der brugt virkelig mange timer på at udvikle og toptune materialet, teorien og praktikken. Jeg har undervist over 2000 timer for at gøre det hele så godt som overhovedet muligt.
Ikke godt for dig og mig – men for målgruppen, som er mennesker med et udviklingshandicap.

Og den teori, den praktik, den måde at undervise på – og især hvorfor vi instruktører gør noget i en bestemt rækkefølge er udviklet af mig.
Det er mig, som har skabt denne metode.

Og det betyder, at selvom du gerne lige vil lave et forløb, lige undervise lidt efter metoden, så kan du ikke. For du kender den ikke.

Og en anden ting – og meget alvorlig ting er – at jeg har ophavsretten og de imaginære rettigheder. Du bryder med andre ord loven, når du lige underviser efter en metode, som er min.

Og desværre er det sket flere gange, at jeg er blevet kontaktet EFTER studerende har kørt et forløb på 5 dansetimer. For nu hvor de er færdige med det, vil de gerne have et interview med mig.

EFTER de har undervist. EFTER en metode de ikke kender. EFTER de har været ude og sælge noget til målgruppen, som de i bund og grund ikke ved noget som helst om.

Hvad nu hvis det er helt forkert det de gør? Hvad nu hvis det ender med at blive en dårlig oplevelse for målgruppen?
Hvor stor er chancen så for at de nogensinde køber danse- og bevægelsestimer af mig? Hvis I gør det, er I med til dels at ødelægge det, som jeg har brugt mange år på skabe og dels med til at ødelægge det for de instruktører, som bruger tid og penge på at blive uddannet.

Det kan I ikke være bekendt. Og helt ærligt. Du kan ikke gøre det rigtigt, for du kender ikke metoden. Heller ikke selv om du har set den digitale dansetime eller læst et par blogindlæg her på siden.

Jeg lever af det her – det er min indtægt. Det har taget mange år, at få så god en forretning ud af det, at jeg rent faktisk kan betale mine regninger. Den forretning kan I være med til at ødelægge ved at gå ud og tilbyde The Feel Good Way uden at være uddannet instruktører.

Det er det samme som hvis I lige låner mig en bog om pædagogik – for så kan jeg jo også kalde mig pædagog efter at have læst den. Og så kan jeg vel også søge et af de jobs, som du gerne vil have.

Jeg vil være lige så kvalificeret til jobbet som pædagog, som du er til at undervise i mit koncept. I The Feel Good Way.

Jeg tror ikke, at du gør det fordi du vil bryde loven. Jeg tror, du gør det af uvidenhed og fordi du ikke mener, at det kan skade nogle. Men det kan det.

Og så nok også fordi at ophavsret og imaginære rettigheder ikke er et fag på dit studie.

Så spørg lige om lov først – du får sikkert et ja. Jeg vil bare gerne lige vide det. Måske vi endda kan lave et super godt forløb sammen.
Med venlig hilsen
Signe Naessing

Founder & Creator The Feel Good Way

signe@thefeelgoodway.com