The feel Good Way

Er du med, Jens?

9. september 2013 / The Feel Good Way

nyhedsbrev_september

Jeg mødte Jens til en demotime, jeg underviste. Jens er en ældre herre i kørestol, som ikke har meget førlighed, ikke meget sprog og er svær at komme i kontakt med.

Som jeg nogle gange før har oplevet det, så blev Jens parkeret ude langs væggen, så han varmed til dansetimen.

Altså med til dansetimen som tilskuer. For han sad jo (bare) derude og kiggede ind på os andre, som dansede rundt og havde en bevægelsesfest.

Men skal Jens sidde derude og bare være passiv deltager?
Skal han ikke med ind i festen?
Skal han ikke være en del af det sjove fællesskab – ligemeget hvor meget eller hvor lidt Jens kan bevæge sig, hvor høje lyde han kan frembringe eller hvor lille kontakt der er?

Har du også en Jens, du ikke helt ved, hvordan du kan få inddraget?
Dem møder jeg også. Jeg inddrager dem aktivt. Og det kan du også.

Jeg hentede Jens. Tog ham med ind til os andre. Lige ind i centrum af dansen. Og når jeg som instruktør, danser forbi Jens, så kan jeg klappe rytmen på hans lår, eller med hans hænder.
Jeg kan tage Jens og hans kørestol med rundt på gulvet. Ind og ud blandt de andre deltagere. Så kan vi sagtens vrikke, twiste, køre i cirkler, køre frem og tilbage og danse sammen.
Og ofte sker der det, at de andre deltagere lynhurtigt fanger den, og så vil de også gerne køre og danse med Jens.
Det har så også den benefit, at Lene, som ikke går så godt, nu har fået en kørestol at støtte sig til.

Og jeg så, at Jens og Lene nåede at blive en smule småforelsket i hinanden. Lige der. Lige midt på gulvet. Lige midt i en sang hvor vi er et lokomotiv, som kører rundt og samler passagere op.

Og hvis du lige nu sidder og tænker ”Lokomotiv?! Hvilket lokomotiv?”, så er det fordi at The Feel Good Way bruger fantasi og historier, som et aktivt redskab til at give det bedste billede af de bevægelser, vi er i gang med at danse.

Og så er Jens ikke længere tilskuer. Han er en aktiv deltagere. Og Jens blev grebet af musikken og bevægelserne. Han bevægede, hvad han kunne bevæge. Der kom gnist i øjene og varme i kinderne. Han var med. Og han nåede endda at få en svedperle på panden.

Jeg er sikker på, at Jens havde en rigtig god dag. Jeg er sikker på, at Jens følte han var til en fest, hvor han var den hotteste danser på dansegulvet og jeg er helt sikker på, at Jens også selv blev vældig imponeret over, hvor meget han faktisk kunne.
Og skulle vi så få flere Jens’ere med ud og danse?